Omaha Beach strækker sig over 10 km fra Colleville-sur-Mer i øst til Vierville-sur-Mer i vest. Udover en op til 3-400 meter bred strand (afhængig af tidevandet), en kystsikringsmur og en marskbræmme på ca. 200 meter er kyststrækningen domineret af stejle skrænter og højdedrag på op til 50 meter. Adgangen til stranden sker gennem 4 dalsænkninger: en nær Vierville, to nær St. Laurent og en nær Colleville.

Adgangsvejene havde militært set stor betydning, og tyskerne havde derfor koncentreret deres forsvar omkring disse. Maskingevær- og kanonstillinger, forbundet i et netværk af løbegrave, var flere steder bygget inde i højdedragene, og de kunne ikke kun sikre dalsænkningerne, men havde tillige overlappende skudfelter ud over stranden og langs med stranden.

For at nå forsvarspositionerne måtte en angriber først op over stranden med alle dens hindringer, forcere den pigtrådsbelagte kystsikringsmur, krydse marskbræmmen med dens minefelter for endeligt at angribe op over skrænter og højdedrag. En næsten håbløs opgave, der i høj grad afhang af effekten af bombardementerne fra luften og søen.

Det tyske forsvar bestod af enheder fra 716. Division samt enheder fra den bedre og stærkere 352. infanteridivision, der havde kamperfaring fra den russiske front. Divisionen var forflyttet til St. Lo syd for Omaha Beach i slutningen af 1943, men rykkede først frem til kysten i begyndelsen af 1944, hvor den afløste nogle enheder fra 716. Division. Ved Omaha Beach lå 916. regiment, 352. division i den vestlige og centrale del, mens enheder fra 726. regiment, 716. Division lå i den østlige del.

Den franske modstandsbevægelse underrettede London om forflytningen af 352. division, men informationerne nåede ikke frem til de øverste chefer i invasionsstyrken før den 4. juni, og da var det for sent at ændre planerne. Resultatet var, at soldaterne i de forreste landgangsenheder ingen anelse havde om, at deres fjende ikke længere var en andenrangs division, men nu stærke og erfarne kampenheder.

Tyskerne satte også deres lid til kystbatteriet ved Longues-sur-Mer, der med sine fire 155mm kanoner kunne kontrollere kystområdet ud for Omaha og Gold Beach.

Man kan spørge, hvorfor man valgte at gøre landgang på Omaha, når nu terrænet i den grad var til ugunst for de allierede. Forklaringen ligger i, at Omaha sektoren er det eneste område mellem Gold og Utah, hvor landgang overhovedet er mulig. Og landgang var nødvendigt i dette område for at sikre forbindelse mellem Gold og Utah.

Omaha var inddelt i sektorerne ABLE, BAKER, CHARLIE, DOG, EASY, FOX og GEORGE, men landgang blev alene planlagt på CHARLIGE, DOG Green, DOG White, DOG Red, EASY Green, EASY Red og FOX Green.

Amerikanerne afsatte to divisioner til angrebet, 1. og 29. division, som til lejligheden var organiseret noget anderledes end en normal infanteridivision pga. mange støtteenheder. Man valgte at angribe med to regimenter i front, 116. regiment fra 29. division i sektorerne DOG Green, DOG White, DOG Red og EASY Green og 16. regiment fra 1. division i sektorene EASY Red og FOX Green. Begge regimenter skulle støttes af amfibiske Sherman kampvogne samt ingeniørtropper. I planen indgik ligeledes, at D, E og F kompagniet fra 2. rangerbataljon skulle angribe kystbatteriet ved Pointe-du-Hoc, at bataljonens C kompagni skulle landsættes på CHARLIE og herefter forskyde mod Pointe-du-Hoc og at bataljonens A og B kompagni enten skulle sejles til Point-du-Hoc som forstærkning eller landsættes på DOG Green. 5. rangerbataljon skulle samlet landsættes på DOG Green i en senere angrebsbølge.

Forud for landgangen skulle de tyske stillinger først bombarderes fra luften og derefter fra søen, hvorefter angrebsbølgerne skulle landsættes som vist ovenfor. De amfibiske Sherman kampvogne skulle som de første i angrebet sejle ind til kysten og derfra sikre infanteriets fremrykning. Ingeniørsoldaterne i første bølge, som var specielt sammensatte "Gap Assault Teams" bestående af ingeniørsoldater fra hæren og sprængstofeksperter fra flåden, skulle bortsprænge de mange hindringer og dermed skabe indsejlingskorridorer til de efterfølgende enheder.

Næsten alt, hvad der kunne gå galt, gik galt hin morgen den 6. juni 1944.

Bombeflyene fløj over skydækket, hvorfra de alligevel forsøgte at kaste deres bomber over de tyske stillinger. Men de ramte for langt inde i landet uden at gøre megen skade på stillingerne ved strandbredden. De tykke røgskyer gjorde det bagefter svært for flåden at ramme de tyske stillinger. De tyske soldater var ikke mere rystede, end at de kunne kravle ud af deres ly og besætte deres stillinger igen.

For soldaterne i de forreste angrebsbølger skabte en barsk sø med en hård strøm uorden i formationerne. Kun ganske få af angrebskompagnierne blev landsat på det planlagte sted.

Men den dårlige start blev kun forværret. De to kampvognsbataljoner skulle i følge planen hver søsætte 2 kompagnier Sherman DD kampvogne som støtte til infanteristerne i første bølge i 29. og i 1. divisions sektorer. Bataljonernes 3 kompagni skulle sejles direkte til stranden i en senere bølge. Men voldsom sø betød, at 27 ud af 32 amfibiske kampvogne i 1. divisions sektor sank i den høje sø. Kampvognbataljonens 3. kompagni fik landsat sine kampvogne direkte på stranden. I 29. divisions sektor traf lederen af landsætningsfartøjerne, der medbragte kampvognene, søløjtnant Dean Rockwell, derimod den beslutning at beholde kampvognene ombord og sejle dem ind til landsætning direkte på stranden kl. H-5. Det tyske forsvar fik dog ram på flere af kampvognene.

A kompagniet blev godt nok landsat som planlagt på DOG Green, men var alene, fordi G kompagniet, der skulle have ramt DOG White landede længere mod øst. Mændene blev derfor udsat for så voldsom en beskydning, at den nærmest udslettede hele kompagniet. I et tilfælde blev alle ombord på et landsætningsfartøj dræbt inden de nåede ud af båden. På 10 minutter var alle befalingsmænd dræbte eller sårede.

Kaos begyndte at opstå på Omaha Beach. De overlevende soldater fra fra de 4 kompagnier i 1. bølge søgte desperat dækning bag hindringerne på stranden eller forsøgte at løbe frem til kystsikringsmuren. Ingeniørsoldaterne, der skulle bortsprænge hindringer, havde en tabsprocent på 50 og kunne knap nok udføre deres opgave. Enten havde de mistet deres udrustning, eller også kunne de ikke sprænge hindringerne på grund af soldater, der søgte dækning bag dem.

K. 07.00 begyndte næste bølge med infanteri at ankomme. Men også her landede enhederne de forkerte steder og deres landgang blev også en barsk affære, hvor soldaterne måtte kæmpe sig frem mod kystsikringsmuren under voldsom beskydning. Kystsikringsmuren gav dækning for beskydning med håndvåben, men det forhindrede ikke tyskerne i at få skudt sig ind på angriberne med morterer.

Kl. 07.30 ankom cheferne, deriblandt general Norman Cota, næstkommanderende ved 29. division. Hurtigt indså han, at planen om at angribe op gennem udfaldsvejene var umulig. I stedet måtte man langsomt arbejde sig op over skrænten og angribe udfaldsvejene bagfra. Cota gik selv forrest i forsøget på at få gang i et angreb. Uden at skele til den voldsomme beskydning opmuntrede, vejledte og instruerede han både infanterister og ingeniørsoldater. På den måde kom der langsomt gang i en fremrykning. C kompagniet var blandt de første til at rykke frem mod og op ad skrænten midtvejs mellem Vierville og St. Laurent.

5. rangerbataljon ankom i rimelig orden kl. 07.45 og kunne organisere sig til et angreb. General Cota ankom og opmuntrede rangerne: "Lad være med at dø op stranden. Dø oppe på skrænten, hvis I skal dø, men kom væk fra stranden, for her er I sikre på at dø." Cota fandt oberst Schneider, chef for rangerne og sagde: "Vi regner med, at I rangers går i spidsen." (Senere er "Rangers lead the way" blev rangernes motto). (Ambrose, D-Dag, side 452). (I filmen Den længste dag ser man Cota (Robert Mitchum) råbe: "There are only two kinds of people on this beach: those who are already dead and those who are going to die. Now let's get the hell out of here." Men det var faktisk Oberst Taylor, chef for 16. regiment, 1. division, der sagde dette i den modsatte ende af Omaha)

Selvom amerikanernes position syntes håbløs, var tyskernes ikke meget bedre. Det kunne se ud som om, at de var ved at standse det amerikanske angreb, men det stationære tyske forsvar kunne ikke i længden modstå det enorme pres, blandt andet fra de krigsskibe, der næsten sejlede kølen på grund for at komme så nær kysten, at de kunne beskyde de tyske stillinger på klods hold. Tyskernes forsvar havde ingen dybde, der var ingen forstærkninger og en efter en blev bunkers og befæstede stillinger skudt i stykker. Mulige tyske forstærkninger kunne have været 914. Regiment/352. Division, men de var på vej mod kystbatteriet ved Pointe-du-Hoc, hvor rangersoldater angreb. Og 915. Regiment blev stadigvæk holdt i reserve bag Gold Beach.

Kl. 09.00 var amerikanerne begyndt at trænge op over skrænten nær Vierville. Det tyske forsvar var ved at blive trevlet op. Og det var ikke kun rangers, der førte an. Trods hårde odds for 116. regiments angrebskompagnier var det lykkedes for C kompagniet at holde så meget samling på tropperne, at de kunne være blandt de første til at trænge op over skrænten. Og mange af de skræmte soldater fra første bølge, som manglede ledelse, blev revet med i denne fremdrift.

De tre infanteribataljoner fra 16. regiment udgjorde angrebsstyrken fra 1. division - 2. bataljon i sektor EASY Red og 3. bataljon i sektor FOX Green. Og også her rendte 1. bølge ind i voldsomme problemer.  I kompagniet skulle være landet på FOX Green, men drev langt østpå og nåede først tilbage 1½ time senere. Og på EASY Red blev E og F kompagnierne blandet sammen med E kompagniet fra 116. regiment, der var landet forkert.

Bedre gik det L kompagniet, der landede på FOX Green. Kompagniet kom i land i nogenlunde orden og kunne som det eneste af angrebskompagnierne opererer som en enhed.

Også på EASY Red og FOX Green havde ingeniørsoldaterne nærmest umulige vilkår. Meget af deres udrustning var gået tabt og mange af de forhindringer, de havde mulighed for at ødelægge, blev brugt som dækning af desperate soldater fra første bølge, der ikke kunne bevæge sig over stranden på grund af voldsom beskydning.

På grund af den kaotiske situation fik 2. bølge en halv time senere ikke den planlagte dækningsild fra enhederne i 1. bølge. Landsætningen af 2. bølge blev derfor næsten lige så kaotisk og med høje tabstal. Men amerikanerne var nu flere og tyskerne færre, så den tyske beskydning begyndte at blive mindre effektiv.

Sammen med 2. bølge kom også bataljonernes stabsenheder og chefer, men ledelse og føring var nærmest umuligt. Kaos herskede og enheder var ikke der, hvor de burde være i følge planen. I sektor FOX Green kom I kompagniet retur i halvsløj tilstand og blandede sig i kaos der.

I hælene på 2. bølge fulgte enheder med tungere våben og vægtskålen tippede langsomt til amerikanernes fordel. På EASY Red nåede enheder op over skrænterne mellem WN65 og WN66 og længere mod øst på FOX Green trængte enheder op mellem WN62 og WN64. Soldater fra E kompagniet nedkæmpede WN64 ved at angribe stillingen fra bagsiden og soldater fra G kompagniet nåede WN63.

Men det var først da det opfølgende 18. regiment påbegyndte landsætning af enheder, at amerikanerne effektivt fik nedkæmpet de resterende tyske modstandslommer i de svært befæstede forsvarsstillinger, WN65 fx.

Fra BBC Timewatch kom dette udmærkede program "Bloody Omaha" tilbage i 2008 om de svære kampe på Omaha Beach. Du kan se programmet på YouTube og læse mine bemærkninger til programmet her.

Ved mørkets frembrud havde amerikanerne landsat 34.000 soldater og fået etableret et brohoved. Tabene havde været langt højere end ved de andre landsætningsområder. 2.500 var dræbte eller sårede og ingen af de oprindelige mål var nået, bortset fra rangerangrebet på Pointe-du-Hoc.