Batteriet ved Longues-sur-mer bestod af fire 155 mm kanoner,
der kunne beskyde invasionsstyrken på både Omaha og Gold Beach. Da
batteriet lå ud til kysten, lå dets observations- og ildlederbunker inden
for perimeterforsvaret helt ude ved den stejle skrænt.
Batteriet var beskyttet af et perimeterforsvar med løbe- og skyttegrave
samt minefelter og antiluftskyts. Garnisonen var på ca. 180 mand.
Batteriets kanoner var blandt de mest moderne sammenlignet med andre
tilsvarende kystbatterier i Atlantvolden. Kanonerne havde en rækkevidde på
22 km, og et trænet mandskab kunne affyre 6 skud i minuttet.
I et forsøg på at ødelægge batteriet gennemførte de allierede i ugerne
op til D-dag massive luftbombardementer. Alene på D-dag blev der
kastet 600 tons bomber fra 124 RAF bombefly over batteriet.
Luftbombardementerne
havde dog ikke gjort nævneværdig skade, så batteriet kunne på D-dag
begynde at beskyde invasionsstyrkerne på både Omaha og Gold. De allierede
flådestyrker svarede igen i en intens artilleriduel med batteriet, som
blandt andet resulterede i, at telefonforbindelsen mellem
observationsbunkeren og kanonerne blev ødelagt. Kl. 10.30 sænkede
stilheden sig over batteriet; dets kanoner var ødelagt. Det lykkedes dog
for de tyske artillerister at få repareret en enkelt kanon, og kl. 15.00
begyndte batteriet at skyde igen. Kl. 18.00 var det slut: en direkte
træffer fra den franske krydser Georges Leygues ødelagde den sidste kanon.
Næste dag den 7. juni overgav garnisonen sig uden kamp til enheder fra
2. Bataljon, Devonshire Regimentet.
Longues-Sur-Mer i dag
Longues-sur-Mer blev åbnet for offentligheden i 1979, og er i dag det eneste batteri, hvor de oprindelige, men
dog
ødelagte, kanoner stadig er placeret i deres bunkere. På stedet kan man se de
bunkers, der undgik ødelæggelsen, fx observationsbunkeren helt
ude på toppen af skrænten ved havet, samt de ødelagte bunkers, herunder
den bunker, der fik en fuldtræffer lige gennem frontåbningen.
Fra observationsbunkeren er det muligt at se over til resterne af den
kunstige havn nær Arromanches.
Observationsbunkeren og området omkring den blev under
indspilningen af filmen Den længste dag brugt til "location"
optagelser - ikke om batteriets egen historie, men til fortællingen
om den tyske major Werner Pluskat færden på D-dag. Pluskat var chef
for 1. bataljon, 352. artilleriregiment, 352. infanteridivision. Fra
sit bataljonshovedkvarter i den lille by Etreham 6 km kysten,
nærmest i skillelinien mellem Omaha og Gold, ringede han natten til
den 6. juni til sin regimentschef og udtrykte sin bekymring; han var
blevet vækket af kanontorden. Regimentschefen beroligede ham, og han
lagde på igen. Lidt efter ringende regimentschefen dog tilbage: der
var rapporteret faldskærmssoldater på Cherbourghalvøen. Sammen med
sin hund, Harras, og chefen for 2. batteri kørte han derefter til en
af bataljonens observationsbunkere nær St.-Honorine. Gennem
artillerikikkerten afsøgte han horisonten: der var intet at se. 1)
Senere på natten spejdede han igen ud over vandet over mod halvøen, og
denne gang blev han vidne til dele af den største armada nogen sinde.
Rystede helt ind i sjælen ringede han til major Block i divisionens
hovedkvarter med sin melding om "tusinder af skibe". Der havde man svært
ved at tro ham, "...amerikanerne og englænderne tilsammen har ikke så
mange skibe." Men Pluskat blev ved, "det er ufatteligt". 1)
Block forsatte: "Hvilken vej sejler de skibe?". "Mod mig", svarede
Pluskat. 1)
1) Fra Cornelius Ryan, Den længste dag
Kilder: