Batteriet, der er beliggende ca. 11 km nordvest for Utah Beach, bestod af tre 210 mm kanoner, én 155 mm kanon, seks 75
mm antiluftskytskanoner samt nærforsvarspositioner og minefelter.
Batteriet havde sin egen observations- og ildlederbunker, ligesom
det også husede en observationsbunker for Azeville batteriet nærved.
Batterichef løjtnant Walther Ohmsen havde kommandoen over den næsten
400 mand store besætning.
På D-dag var batteriet ikke helt færdiggjort. To af dets kanoner var
monteret i lukkede bunkers, de øvrige kanoner var monteret på åbne
cementplatforme, mens byggeriet af yderligere to lukkede bunkers var i gang.
Kun de tre 210 mm var aktive på D-dag.
Batteriets 210 mm kanoner havde en rækkevidde på 20 km og kunne således
nå Utah Beach. Derfor havde de allierede op til D-dag gennemført adskillige
bombardementer af batteriet, dog uden at gøre nævneværdig skade. På D-dag
begyndte batteriet sin beskydning af Utah Beach og de amerikanske
flådefartøjer. Amerikanske krigsskibe svarede igen og ødelagde to af de tre
operative kanoner. Trods fortsatte bombardementer i dagevis lykkedes det
alligevel tyskerne at sænke en amerikansk destroyer den 7. juni og ødelægge
flere andre skibe.
Batteriets fortsatte aktivitet udgjorde et voksende problem for
amerikanerne de følgende dage. Trods gentagne bombardementer fra amerikanske
krigsskibe og flere angreb af enheder fra 22. regiment, 4. infanteridivision
holdt batteriet stand. Da Ohmsen var mest trængt i sin stilling anmodede han
batteriet ved Azeville om at beskyde Marcouf batteriet. Amerikanerne måtte
endnu gang og med store tab trække sig tilbage. Natten til den 12. juni
beordrede Ohmsens chef ham til at forlade batteriet. Sammen med 78 mand
lykkedes det Ohmsen at flygte fra batteriet og nå egne linier. For sin
indsats blev Ohmsen tildelt Jernkorset.
St. Marcouf batteriet i dag
Frem til 2004 lå store dele af batteriet på privat grund og var kun
delvist synlige. Kun en enkelt bunker samt observationsbunkeren var
offentligt tilgængelige. I dag er den del af batteriet, der ligger på privat
grund, gravet ud og omdannet til museum. Området og den offentlige del af
batteriet er afgjort et besøg værd, men ønsker man at få et indtryk af et
tysk indefra batteri, anbefaler jeg dog i stedet at bruge pengene til entre
på Azeville batteriet.
De store bunkers ser sønderskudte ud, ja nærmest som om de er kollapset,
men de er faktisk ikke ødelagt ved direkte træffere, men er forsøgt ødelagt
af amerikanske ingeniørsoldater efter erobringen. De ønskede at undersøge
eventuelle svagheder i konstruktionen.
Kilde:
Webmaster