Pointe-du-Hoc er et lille klippefremspring vest for Omaha Beach. Her havde
tyskerne etableret et stærkt kystbatteri, der kunne være en alvorlig trussel mod landgangen på
Omaha og som derfor måtte gøres
tavst forinden. Batteriet bestod af seks 155 mm kanoner med en
rækkevidde på mere end 18 km.
De allierede begyndte at luftbombardere batteriet i april 1944, og på selve
D-dag blev der kastet mere end 700 tons bomber mod batteriet med store skader
til følge.
Foruden bombardementer fra luften og søen udpegede
planlæggerne kompagnierne D, E og F fra 2. Rangerbataljon, i alt 225 mand
under ledelse af oberstløjtnant James E. Rudder,
til at angribe og ødelægge batteriet fra søsiden, inden landgangen på Omaha
begyndte. Batteriets placering på den højt hævede fremskudte klint helt ud til vandkanten
betød, at rangerne i landgangsbåde måtte sejle ind til den smalle stribe strand nedenfor klinten og
herfra kravle op over toppen og angribe batteriet.
Planen var dristig for ikke at sige vanvittig - selv når man tager i
betragtning, at rangerne var specialuddannede elitesoldater. Foruden de 3
angrebskompagnier indgik resten af 2. rangerbataljon også i planen. A og B
kompagniet skulle i deres landgangsbåde ud for Omaha afvente et signal fra
Rudder om at gå i land ved Pointe-du-hoc kl. 07.30 som forstærkninger. Samtidig
skulle C kompagniet kl. 06.45 gå i land vest for Vierville-kløften yderst på
højre flanke af Omaha. Herfra skulle de marchere mod Pointe-du-hoc.
Intet af det planlagte kom dog til ske. Bådsmanden på Rudders landgangsbåd
styrede ved en fejl mod et andet klippefremspring Pointe-de-la-Percée øst for Pointe-du-hoc. Da Rudder
i sidste øjeblik
opdagede fejlen, fik han vendt hele styrken, som derefter sejlede parallelt med kysten
hen mod Point-du-Hoc.
Forsinkelsen betød, at han ikke i tide kunne sende signal til A og B kompagnierne. I stedet
for at blive sendt til Pointe-du-Hoc blev de sendt ind på Omaha lige øst for
Vierville-kløften, hvor de blandede sig med resterne af de hårdt trængte enheder
fra 116. regiment.
Forsinkelsen betød også, at tyskerne ved Pointe-du-Hoc fik tid til at komme
sig efter de indledende luft- og flådebombardementer, der stoppede lige før kl.
06.30, hvor rangerne efter planen skulle have påbegyndt deres landgang.
Således forsinket mere end 30 minutter og med 3 både tabt, valgte Rudder at
sende alle tre kompagnier ind på øst-siden af Point-du-Hoc. Planen havde ellers
været at D kompagniet skulle have være landsat på vestsiden.
Samtidig var C kompagniet gået i land kl. 06.45. Kl. 07.30 havde de kæmpet
sig op over klippen og nedkæmpede de nærmeste tyske stillinger. Men så stoppede
fremrykningen på grund af hårdnakket tysk modstand. Først senere på dagen fik
kompagniet kontakt med egne styrker fra Omaha. Opgaven med at rykke mod
Pointe-du-Hoc mislykkedes.
For rangerne ved Pointe-du-Hoc var det ikke slut med problemer. De skulle
forcere klippen ved hjælp af stiger lånt hos Londons brandvæsen og monteret på
amfibiske DUKW samt ved hjælp af reb med et stålanker for enden, der blev skudt
op med et slags raketstyr. Men kun en enkelt stige blev rejst og desuden havde
de problemer med at få skudt rebene højt nok op, fordi rebene var blevet tunge
af vand.
Men op kom rangerne, selvom de
tyske forsvarere fra toppen nærmeste kunne meje rangerne ned. Tyskerne
blev langsomt trængt ud af stillingen, hvorefter rangerne kunne gøre det de kom
for: ødelægge kanonerne. Men til deres forbløffelse var der ingen kanoner. De
var tidligere blevet flyttet ud af stillingen for at undgå ødelæggelse som følge
af de voldsomme bombardementer i tiden op til D-dag.
I følge Ambrose fandt en patrulje lidt efter kl. 08.00 kanonerne ca. en
kilomenter fra kysten, hvor de stod opstillet klar til kamp. Lidt væk ventede
artilleristerne på at kunne komme i gang. Patruljen ødelagde kanonerne. En anden
patrulje ødelagde et ammunitionsdepot.
Cornelius Ryan beskriver ligeledes, at patruljen fandt de klargjorte kanoner,
men da han skrev sin bog i 1960, kunne han ikke finde belæg for at sige, at det
var kanonerne fra Pointe-du-Hoc.
Klokken var 09.00; rangerne havde fuldført deres mission. Rangerne kunne dog ikke slappe af endnu. Isoleret, som
de var fra den øvrige invasionsstyrke, måtte de etablere et
forsvar, der kunne holde tyskerne væk fra stillingen, indtil enheder
fra Omaha kunne komme til undsætning. Det blev til en udmattende kamp,
der strakte sig over 2 dage. De var 225 rangere, da angrebet begyndte,
men da forstærkningerne endelig ankom, kunne kun godt 90 mand stadig
kæmpe.
Rangerne betalte en høj pris. Men ud over at de faktisk ødelagde
kanonerne, fik deres angreb tyskerne til at fastholde et helt regiment fra den stærke 352.
division i området i stedet for at sende det til Omaha Beach.
Pointe-du-Hoc i dag
Stedet er absolut et besøg værd. Det koparrede landskab vidner
stadig den dag i dag om de omfattende bombardementer, der fandt sted
forud for angrebet.
Stedet er i dag officielt mærket som gravplads på grund af de
mange ikke-fundne faldne. På stedet er opsat en Obelix samt en
mindeplade til minde om begivenhederne.
Angrebet på Pointe-du-Hoc er skildret i bogen og filmen
"Den
længste dag" fra 1960. Filmen blev optaget på stedet, der siden
krigen havde ligget uberørt hen og derfor først måtte ryddes for eventuelle ueksploderede miner og granater.
I filmen ser man rangerne benytte stiger til at forcere klippen.
Men det var ikke sådanne stiger der blev anvendt - og som ovenfor
beskrevet, så lykkedes det kun at få rejst en enkelt af de
medbragte stiger.
Der var ikke i sommeren 2004 adgang til observationsbunkeren på
grund af nedstyrtningsfare.
Området har siden jeg besøgte det
første gang i 1985 undergået store forandringer. Tidligere var stedet mest for
besøgende med en baggrundsviden, men i dag er der opstillet plancher og
informationstavler. Under mit første besøg var der også opstillet skilte, som
formanede de besøgende til kun at gå på de afmærkede stier; der kunne stadig
være ueksploderet ammunition tilbage.
Begivenhederne på Pointe-du-Hoc skildres i detaljer i det lille
Ranger Museum i byen
Grandcamp-Maisy.
Kilder:
Webmaster