Ideen om en uigennemtrængelig befæstning langs Atlanterhavet var -
naturligvis fristes man til at sige - udtænkt af Hitler selv. Allerede i
marts 1942 fremlagde Hitler de første ideer og senere på året var
arbejdet godt i gang; Hitler forlangte arbejdet færdig i maj 1943.
Tanken var, at Atlantvolden skulle stoppe de vestlige allieredes forsøg på en
invasion og dermed forhindre den krig på to fronter Hitler mindst af alt
ønskede sig. Og Hitler var overbevist om, at et mislykkedes allieret
invasionsforsøg ville stoppe tanken om et nyt forsøg. Atlantvolden måtte
bygges i jern og beton for at kunne modstå angreb fra luften. Angreb der
var forventede, fordi Hitler korrekt forudså, at de allierede sikkert ville have
luftherredømmet.
Atlantvolden blev opbygget som af en række befæstede
støttepunkter eller
forsvarspositioner - på tysk: widerstandnesten - bestående af bunkers med småkaliberet
kanoner og maskingeværer, skytte- og løbegrave, kampvognsspærringer,
pigtrådsspærringer og minefelter. Støttepunkterne var placeret så de
kunne støtte hinanden gennem overlappende skudfelter. Disse
forsvarspositioners primære opgave var at bekæmpe en egentlig
landsætning på kysten.
Kanonerne, fx 75 mm kanoner, var monteret i bunkers med skudfelter
langs med stranden og ikke ud over havet. Mod havet var disse
bunkers så svært armeret, at de modstå træffere fra selv svære
skibskanoner.
Med mellemrum samlede tyskerne storkaliberet artilleri, fx 155 mm., i
egentlige kystbatterier, der kunne bekæmpe en invasionsflåde på længere
afstand. Kanonerne, som regel 4-6 stk., blev installeret i store og
svært armeret bunkers, der ydede kanoner og mandskab formidabel
beskyttelse mod både luft- og skibsbombardement. Batterierne var
endvidere beskyttet af både et perimeterforsvar og antiluftskyts.
I tilknytning til batteriet fandtes også en observationsbunker, hvorfra
måludpegning og ildledelse blev dirigeret. Lå batteriet tæt på kysten, lå
observationsbunkeren indenfor perimeterforsvaret, som fx ved Pointe-du-Hoc og
Longues-sur-Mer.
I månederne og ugerne op til D-dag, blev disse batterier udsat for voldsomme
luftbombardementer, ligesom de i timerne op til landgangen blev bombarderet fra
både luften og søen. Bombardementer satte enkelte af batteriene ud af
spillet, mens andre, fx batteriet ved Longues-sur-Mer, overlevede nærmest
intakt.
Kilder:
Webmaster