De allierede havde brug for en havn til at få landsat mandskab og
materiel i store mængder, når først kampen om brohovedet var
overstået. Den nærmeste større og brugbare havn var Cherbourg, men
den lå for langt væk til at kunne erobres inden for kort tid. Derfor byggede
man to kunstige havne som samlesæt, der kort efter
D-dag skulle bugseres over kanalen for at blive samlet på Normandiets
kyst.
Historien om de kunstige havne fortælles til fulde og levende på
The
Landing Museum i Arromanches, hvor man også kan resterne af
havnen. Et andet godt sted at se havnen er ved Asnelles.
Indtil havnene var på plads måtte alt materiel og udrustning sejles
ind direkte på kysten ved de fem landsætningssteder. Og for at sikre
nogenlunde rolige vande nær de fem kyststrækninger, sænkede man hvert sted et
stykke ude i havet en
række udtjente skibe. Denne
række af skibe, Gooseberries, fungerede herefter som
bølgebrydere.
Tankerne om kunstige havne kom fra Winston Churchill, som allerede i
1942 fremlagde ideen. Og det at få dem bygget var en formidabel ingeniørmæssig bedrift, som det
lykkedes at holde hemmelig for tyskerne.
Der er stor forskel på flod/ebbe i Normandiet. De kunstige havne
måtte konstrueres, så de kunne anvendes uafhængigt af denne
tidevandsforskel. Resultatet blev havne med flydende moler, der kunne
bevæge sig op og ned sammen med tidevandet.
Yderst ude i havet etablerede man en række bølgebrydere i form af flydende
ståltanke fastgjort med wire til bunden. Det inderste af havnen
blev omkranset af andre bølgebrydere bestående af kæmpestore
betonkasser, kaldet Phoenix, samt rækken af de sænkede udtjente
skibe, Gooseberries. De største Phoenix var 60 meter lange, 15 meter brede
og 18 meter høje og vejede 6.000 ton. Knap 150 Phoenix blev bygget og bugseret
over kanalen. Efter at være blev bugseret på plads, åbnede man en ventil
i bunden, hvorefter Phoenix'en langsomt sank i takt med havvandets
indtrængende.
De flydende moler var fastgjort til stolper banket ned i bunden og
kunne således følge med tidevandet op og ned. Molerne lå så langt ude, at
der altid var vand nok til, at de store skibe kunne lægge til. Fra molerne
og ind til land etableredes pontonbroer.
De to havne blev bygget ved Omaha Beach - Mulberry A - og ved byen Arromanches
- Mulberry B -
indenfor den britiske Gold sektor. Uheldigvis ødelagde en voldsom storm
mellem den 19. og den 21. juni totalt havnen ved Omaha Beach, mens
havnen ved Arromanches overlevede; stærkt beskadiget, men dog til at
genopbygge med overskydende materialer fra bla. havnen ved Omaha. Ødelæggelserne betød kun en midlertidig forsinkelse af
operationerne, fordi styrkerne i stedet fik forsyningerne leveret
direkte på stranden.
I gennemsnit blev der losset mellem 6.000 og 7.000 tons gods ved
Mulberry B. I alt blev ca. 35% af den totale mængde gods til de britiske
styrker losset ved Mulberry B, ca. 25% af det britiske personel blev
landsat der og ca. 17% af af den samlede mængde køretøjer blev landsat
der. Se detaljerede diagrammer herom på
http://www.ibiblio.org/hyperwar/ETO/Overlord/MulberryB/index.html
Mulberry B - også kaldet Port Winston - forblev i funktion frem til
19. november 1944.
Kilder
Webmaster